Ejendommen

Præstegården i Viby blev opført 1880-1881 efter tegninger af den lokale arkitekt Carl Steinbrunner, der også stod bag den nærliggende og for længst nedlagte Viby Højskole. Ejendommen rummer 375 kvm. boligareal i 1½ etage + 90 kvm. kælder og er i november 2022 købt af Foreningen Kulturhuset Viby C. Ikke bebygget areal inden for matriklen på ca. 1800 kvm. udlægges til glæde for husets brugere i henhold til en særskilt vedtægt. 
Ejendommen er registreret som bevaringsværdig, klasse SAVE 4 og ejendommen har ikke været renoveret i mere end 35 år, hvorfor mange vinduer er angrebet af råd. Yderligere er tilstanden på alle måder ikke tidssvarende, så for at kunne tjene som medborger- og kulturhus, skal alt indvendigt ændres og fornyes, ligesom der skal tilføjes scene- og ankomstbygning og gerne en helt ny café/restaurationsbygning e.l. 
Foreningen Kulturhuset Viby sørger for drift og vedligeholdelse af præstegården samt administration af lokaleudlejning.